Kære dejlige venner og familie! (som tiden går bliver I alle dejligere og smukkere... lidt lige som i Carlsberg reklamen!)I dag sidder vi i en flække midt i Northern Territory i krokodille- og kængurulandet Australien. Vi har fået vores mobilehome og er installeret og udpakket... Den sidste uge på Bali kunne næsten ikke gå hurtigt nok for vi har glædet os til vores 21/2 måned her i Australien i vores mobile hjem!
Bali var ikke som vi havde forventet! Vi havde helt urealistiske (og uvidende) forventninger til øen og blev i den første tid ganske skuffet og overrasket. Skuffet over at der ikke var de flotte sandstrande, som vi havde forventet og den fred og ro vi havde regnet med. Overrasket positivt med den smukke grønne farve der ramte os alle fire allerede på vej fra lufthavnen og det meget kulturliv og de dybe samtaler vi har haft omkring forskellige religioner og traditioner, da Bali oser af religiøsitet og der er templer og ofringer ALLE vegne. Det er ganske enkelt umuligt ikke at blive mindet om deres religion, når du bogstaveligt talt er ved at vælte over deres ofringskurve på fortov, i butikker, gader og stræder – alle har deres eget personlige ofringstempel! Men det er en styrke, som vi blev enige om – vi kristne kunne lære en del af. Både deres synlighed i gadebilledet og deres fokus på troen i hverdagen. – Der er også mange ting de kunne lære af os kristne, men det er en lang – og helt anden historie ;-)
Vi har haft mange spændende samtaler med folk lige fra gadesælgeren Surangi, tjeneren Marwan – mor til 4 børn, danskeren der har valgt at være guide og tour-arrangør og have sit liv på Bali siden 1999 og musikeren og landsbyboeren Made, der bor i en lille landsby med kun 150 mennesker og klarer sig ved at vise nogle få turister rundt i skoven og ellers være selvforsynende... og mange andre søde og spændende mennesker. Ikke at forglemme danske Gabriella, der lever og arbejder på Bali (har arbejdet for MS). Gabriella hjalp os med at komme ud i det lokale liv på Bali og fortælle os meget mere om kulturen og deres religion...
Surangi fortalte hendes historie om det stille og hårde liv som gadesælger. Der er mange sælgere og de står alle på nakken af hinanden – og turisterne - for at skabe lidt indtjening. Men siden den sidste bombe sprang i 2005 har der været nærmest turist-tomt på Bali – og alle lider. Sælgerne kan ikke leve af deres hverv mere, hoteller og restauranter må lukke, folk mister arbejde og der kommer stadig flere og flere mennesker fra Java og de andre øer – i håbet om at få noget arbejde – der ikke findes. Det er frygteligt at se alle de varer, butikker, hoteller og restauranter der findes gade op og gade ned – mennesketomme og med personale der står og venter... venter på den dag det hele vender for Bali – og der IGEN kommer masser af turister og liv. Vi blev takket hver gang vi kom et sted og spurgt om ikke vi ville komme igen – det er frygteligt for Bali og balineserne og vi led med dem!
Vi nåede mange ting på Bali, men mest af alt at ”finde hverdagen” og slappe af – og køre gode eventyrture i vores lejede bil. Vi lærte at surfe, var et par dage i vandland, så vilde delfiner ude i det åbne hav, svømmede og legede med tamme delfiner i bassin, hvilket var en FANTASTISK og vild oplevelse for os alle fire. Vi var ude at dykke omkring øen Marenga... og så det flotteste koralrev og flest fisk (til dato), hvorefter vi spiste vores medbragte frokost på den fredede ø, en halv dag i kløerne på en timeshare-sælger (købte ikke noget – selvom vi – utroligt nok - blev fristet ;-))), vi fik undervisning i sølvsmede-kunsten og lavede vores egne smykker, som vi stolt viser frem ved hver en lejlighed ;-), var på trekking i regnskoven og ude at sejle kano i det smukke landsskab omkring søen Tamblingan og besøge nogle af øens vigtigste templer og få lidt forklaring i symbolikker og deres hinduistiske tro. Vi så det årtusinde gamle Bali-sagn og deres berømte Kecok dans... alt i alt en spændende måned på Bali.
Nu er vi så i Australien. Varmen, fugtigheden og regnen slår os som en pude - her i Darwin. Det er så varmt at det er ulideligt at være andre steder end i aircon. rum og på vej i bilen... derfor er vi på landevejen... på vej mod østkysten og Great Barrier Reef... og meget andet...
Vi har lige nået at være en dag og nat i Kakadu National Park, som skulle være ufattelig smuk og en ”must” seværdighed her i Northern teritory. Men det er som om oversvømmelser forfølger os... og der har lige været en mega oversvømmelse her, så alt er lukket og hoteller og broer oversvømmet, hvilket betyder at vi tog en hurtig beslutning og er nu igen på landevejen... Vi nåede lige en sejltur – i jagten på krokodiller... men dem fandt vi ikke – øv! En masse farvede fugle, en stegende sejltur og 500 kroner fattigere vendte vi tilbage til vores hjem og kunne heldigvis bare køre videre til flere og nye eventyr.
Er det hele eventyr og lutter lagkage? Ja!
Øh... nej. Det er faktisk nogen gange ret opslidende at leve på denne måde...
For Charlotte er det nogen gange ”ren overlevelse”! Hele tiden omstilling. Nye steder, nye måder at gøre tingene på, svært at lave helt almindelige hverdagsting, toiletbesøgene (et kapitel for sig), myggene (bliver ædt og ligner et røde hunde tilfælde – de elsker mit blod), ingen piger til at tale tøse-ting med og gå i selvsving over et par fede bukser...
For Peter at være i et så intensivt fællesskab så meget og så længe – uden pauser, at skulle være far, mand, veninde, chauffør og praktisk gris på samme tid – uden stille-tid (andet end efter midnat når alle sover), svært at flygte nogen steder hen, når man er ”in the middle of nowhere” – med 400 km. til den nærmeste tankstation, hvor højdepunktet er en kop kaffe og powershopping i uundværligt tilbehør til trucks og mobilehomes.
For Lukas at være uden vennerne, uden computeren på værelset, uden sin mountain-bike og lige kan drøne af sted – ned til bageren efter en romkugle..., svær omstilling fra at have mange krav, drillende skolekammerater, mange aktiviter til pludselig at skulle slappe af sammen med mor, far og lillebror og med eneste dagsorden - at være og opleve sammen!
For Marcus at tænke sig at leve uden computeren og World of Warcraft, sin allerbedste ven Valdemar og 1A, hvor han elsker at lave lektier og gå i skole. Men det stikker ikke så dybt for Marcus (måske alderen? Måske bare Marcus?) Han synes bare det er fedt at være sammen med sin familie og på opdagelse. Og så har han jo sin elskede storebror, der lærer ham mange ting – og unoder ;-)
Vi taler meget om jer alle sammen. Vi beder for jer og glæder os over at være her – men også at skulle hjem til jer igen til jul! Nogle gange kan vi bruge timer på at tale om hvordan vi skal være sammen med familie og venner, når vi kommer hjem, hvordan julen skal fejres, hvad drengene ønsker sig til deres fødselsdage, når vi skal på Sommeroase ´08 – alt det der er det virkelige vigtige i livet. Familien, kirken og vennerne.
Tak for jer! Vi elsker jer. Skriv snart. (send flere penge ;-))
Email: familiendyhr@gmail.com eller en kommentar på bloggen (klik på ”Comments”): www.familiendyhr.blogspot.com
Knus og kærlighed fra
Charlotte, Peter, Lukas og Marcus
