Kæreste alle I lækre mennesker!
GOSH hvor vi bare savner jer! Vi har nu været væk næsten halvdelen af turen og vi savner jer helt forfærdeligt! Vi savner ikke hverdagens trummerum, alt for meget arbejde eller vejret i Danmark, når det er gråt, vådt og koldt! Nej, vi savner simpelthen bare JER! Det som er blevet klart for os er at vi kan fungere alle steder og i næsten alle kulturer – BARE vi har vores familie, venner og menighed lige omkring os!!! Det kan næsten skæres ned til det og derfor er det også noget at det vi vil sætte pris på endnu mere, når vi kommer tilbage til DK.
Vi er lige nu i New Zealand – en drøm både Peter og jeg har haft så længe vi kan mindes! Det er vinter her, så vi har taget alt det tøj på vi havde med... og så lige købt lidt ekstra! Det har virkelig været en omvæltning fra det varme Asien og Australien til det kolde New Zealand. Det er en underlig og sjov kultur de har her mht. varme! De isolerer ikke deres huse, men laver dem som almindelige sommerhuse (betyder: ikke isoleret og med enkelt lags vinduer), som de så bor i hele året. Om sommeren har de det varmt (lige som en god dansk sommer ca. 20-25 grader), men om vinteren fryser de så i deres huse. De varmer ikke rigtig husene, restauranterne eller hotellerne op! Men du kan da tænde en varmeblæser, hvis du har lyst! Og så sover de alle vegne med varmelagener. Vi er flittige brugere af deres varmeblæsere, selvom de udtørrer, alt hvad der er af fugt i øjne, hals og svælg! Varmelagenerne var noget vi troede man kun brugte, hvis man har hold i ryggen!?! Men de virker faktisk og det er helt dejligt at komme ned i en varm seng – efter at have frosset hele dagen...
Til gengæld har vi fået vores sne og ski-oplevelse, det var stort! Vi har kørt over 3.500 kilometer i løbet af de sidste 3 uger og vi får set og oplevet en masse. Vi har f.eks. lært alt om jordskælv, Richterskalaer, jordskælvssikring af bygninger, lava og undergrund, da New Zealand er et af de mest jordskælvstruede lande i verden – Auckland er eksempelvis bygget på 60 høje hvoraf flere af dem er gamle vulkaner og vi har lært en masse om biavl og hvor imponerende bier er skabt til at kommunikere med hinanden, samarbejde og hjælpe hinanden... så er der de fascinerende geysere og varme termiske bade... og strande med varmt vand! Det er her som at være og køre inde i et maleri – vi er en del af maleriet.
Det der rører sig mest hos os for tiden er tiden med Gud... at vi hver dag har masser af tid til hinanden, at vi er taknemmelige for livet, at vi er sunde og raske, at vi beder for alle jer derhjemme og naturligvis beder om beskyttelse og vejledning på vores tur. Der er ikke sket os noget overhovedet og vi har ikke været syge eller andet! Det glæder vi os over hver dag! Der sker nyt hver eneste dag. Vi lærer nyt om andre kulturer, religioner, nye sider af hinanden og ikke mindst af os selv. Det er både spændende, men også en udfordring – især når vi hver i sær nogen gange bare har lyst til at være alene og smutte hen et privat sted... det er der nemlig ikke særlig tit (læs: aldrig) mulighed for! Derfor har vi nu indført stilletid/stjernestund, hvor vi ikke må tale og kommunikere, men kun må være stille og læse! Èn time med 100% stilletid er fantastisk... det nyder vi alle fire. Det tog os lige 4 måneder at finde ud af, at man da bare kan indføre stilletid!?!
Drengene nyder faktisk, at her er lidt koldt og er ikke påvirket af kulden. De svarer – uden tøven, at New Zealand har været det bedste land - indtil videre! Peter og jeg har begge været specielt vilde med Australien og deres vilde dyr og natur... og den potentielle fare og mulighed for at se nye dyr, var på en ”sjov” måde, med til at gøre vores tid dér endnu mere intens! – Vi er vist nogle ubehjælpelige eventyrer ;). Når vi dykker håber vi stadig på at finde skatten, når vi hopper ud fra et fly i 4 kilometers højde drømmer vi at vi er Eragon (drage/fugl), når vi går tur i det vilde liv, håber vi på nye opdagelser eller at vi er de ”eneste” der har været der... trods de flotte sten-indfattede stier og skilte ;-)
Om få dage er vi på vej til Fiji, hvor vi skal mødes med vores FARMOR! Det er et højdepunkt, som vi glæder os helt ustyrligt til! Vi skal bare bo på en lille ø, dykke, dase, hygge og spise...
Vi smutter for denne gang og ønsker jer alle Guds velsignelse og en FANTASTISK dansk sommer (der er jo ikke noget som en god dansk sommer!)
Kærligst de fire wanna-be Kiwier
Lukas, Marcus, Peter og Charlotte
Friday, June 22, 2007
Subscribe to:
Posts (Atom)