Tuesday, August 28, 2007

NYT fra Guatemala!


Kæreste familie og venner!

Jahhh... så gik der lige to måneder uden at vi fik skrevet rejsebrev... tiden går, som du sikkert også selv kender det!?! Der er bare sket såååå meget at det næsten er umuligt at beskrive og sammenfatte i et kort brev. Men vi prøver og håber at det trods alt giver et lille indblik ;-)

De sidste to måneder har stået i ”besøgs-tegnet”. Vi har haft besøg af vores elskede farmor og mormor og Steffen, ungdomsleder i Københavns frimenighed. Og så har vi selv været på besøg hos vores nye venner Jack og Louis fra San Diego, grandfætter Peter fra Beverly Hills og præsteparret Debi og Kevin fra San Francisco.

Tiden med mormor og farmor var en helt speciel tid, som vi havde samlet forventninger og savn sammen til i over et halvt år... så det var et højdepunkt af de helt store. Drengene rystede helt fysisk over hele kroppen, da de skulle tage i mod farmor på Fiji og senere også mormor i USA. Der var ikke et øje tørt og vi alle græd af glæde over gensynet. Det var fantastisk at de begge tog den lange vej (både i kilometer og i mentale barrierer) for at være sammen med os! Det er vi meget taknemmelige over.

På Fiji fik vi besøg af farmor og fandt en lille ø midt i Stillehavet. Øen var en bounty-palme-ø og lå idyllisk med kun 13 indbyggere og var meget primitiv – uden strøm, eget toilet og bad og intet varmt vand, små bambushytter med hj.emmelavede træsenge og papirstynde madrasser. Ren Robinson Crusoe. Vi var lidt spændte på farmors overlevelsesevne, men vi var bare imponeret. Hun er for sej! Ikke mange andre ville have klaret den tur! Det var virkelig ”simple living”. Vi sov, spiste, læste og badede i havet. Vi stod op med solen og gik i seng kort tid efter månen havde overtaget og vores bål på stranden gik ud. Vi fik læst en masse, talt en masse, lært tysk og dykket i det fantasi-morgana smukke hav med tusindvis af fisk og koralrev. Lige hvad vi alle trængte til! Der er bare masser af tid, når man hverken skal købe ind, lave mad, vaske tøj eller noget som helst andet end at være til! Skønt.

”Det er sjovt, at selv om vi ser forskellige ud, så er vi alligevel ens”. Jeg troede, at vi var meget forskellige”
(Siger Lukas en dag – efter han har leget med de lokale børn på Fiji)

I USA handlede det mere om at se, opleve, køre, sove, spise, køre, køre, køre.... men mest af alt at være sammen! Vi fik kørt samlet ca. 3500 km på tre uger og vi fik set, hvad der var værd at se; LA, Beverly Hills, Universal Studios, Santa Monica Beach Seaworld, , Vestkysten, Highway 1, San Fransisco, Yosemite National Park, Death Vally og Las Vegas by day and night. Men det der sidder mest i vores erindring er mødet med alle de dejlige mennesker vi mødte. Efter 30 år gensyn med Peters grandfætter plastikkirurg Dr. Peter Chesky. Et utroligt syn og en helt speciel oplevelse for Peter at mødes med sin grandfætter efter så mange år og alligevel opleve at det var som det var i går de sidst havde set hinanden og leget! Nu kunne de så lege med Lukas og Marcus – og det gjorde de så... de legede alle fire – i poolen, i sengen, i dampbadet og ned ad Beverly Drive i hans nyerhvervede Ferrari.

Vi havde glædet os til at besøge nogle kirker i Californien og det blev til både et besøg i Jack og Lois’ kirke i San Diego, et par gudstjenester i den verdensberømte kirke ”Saddleback” (som også er en by), en gudstjeneste i San Francisco (Walnut Creek) og en indsættelse af ny præst. Vi havde nogle fantastiske oplevelser og blev hver gang inviteret hjem privat. Det står også som en dejlig tid... at der er folk på den anden side af jorden, der beder for os og vores menighed hjemme ;-) Det er fantastisk at være kristen.! At have familie over hele verden! En helt speciel følelse og oplevelse nu, hvor vi rejser. Vi møder bare op i en kristen kirke og straks er vi hjemme. Vi har samme fundament (Bibelen), samme ånd og vores tro til fælles, Det er en gave og et privilegium som vi også nyder at kunne vise vores drenge. De er helt overvældet.

USA er i det hele taget et sandt mekka for mennesker som os, der elsker højt til loftet, anti Jantelov, store biler, store kirker, ”store” mennesker og store bøffer,

Der er i hvert fald INGEN tvivl i drengenes sind ”USA er vores land. Det er det bedste land vi har været i - indtil nu!”. Ja, nu må vi se! Men det bliver svært at konkurrere med Burger King, kæmpe forlystelsesparker, ”onkel Peters” Ferrari og Las Vegas!

”Når jeg bliver stor vil jeg tage mine børn med på den samme tur rundt i verden i et år...”
(Fortæller Lukas og Marcus uafhængigt af hinanden. Vi tænker ”godt vi gjorde det”!

Lige nu er vi på vores sidste dage i Guatemala, der igen har overrasket os. Vi havde egentlig en forventning om at se mere fattigdom og elendighed! Jo, vi har set fattigdom, men vi har ikke set elendighed. Vi har set et folk der knokler. Der sælger hvad som helst, hvor som helst – for at kunne klare sig selv og deres familie. Vi har set uretfærdighedens forskel mellem rig og fattig, men vi har ikke set en opgivenhed eller laden stå til. Vi ser ”kamp” og vi ser et folk der elsker og forstår at feste og fejre. Der går ikke en dag uden fest eller festivitas i form af enten fyrværkeri, parader, musik, sang, dans og propaganda-biler med mega-højtalere. Der er altid bare lidt larm og der sker altid noget! Vi kunne godt lære af kulturen i Guatemala – at livet er dyrebart og det er værd at fejre. At feste noget mere og ikke altid være så ”effektive”.


Det største her har absolut være vores trekking på vulkanen Papaya, hvor vi grillede skumfiduser over flere tusinde grader varmt lava (se blog) og vores sejltur og besøg i landsbyerne omkring søen Atitlan. Efter nu næsten 3 uger i Guatemala og ind og ud af hoteller, har vi valgt at tage ud til havet i fire dage og bo på et luksus resort, hvor alt findes... vi bliver bare forkælet! Fantastisk, at vi bare kan tage 3 timer mod syd og finde sol, sommer, strand og luksus. Det nyder vi bare indtil vores tur går til Peru, hvor nye eventyr venter!

Vi savner jer alle sammen og har haft vores første rigtige hjemve her. Vi taler om jer hver dag. Alle bliver vendt og savnet! Hvad skal vi ellers lave end at tale om jer vi elsker og savner. Vi taler om, hvad vi skal når vi kommer hjem, hvilke prioriteringer vi skal have og hvordan vi skal få livet til at hænge sammen. Vi taler også om hvordan drengens værelser skal indrettes, hvad vi skal give i julegave og hvor meget vi glæder os til at nyde julemaden med familien.

Masser af knus og kærlighed fra os alle fire
Peter, Lukas, Marcus og Charlotte

PS:
Ting vi savner og som får mundvandet til at løbe - i stride strømme: Marcipanbrød og konfekt, remoulade, ris a la mande, rugbrød og bland-selv-slik i City2.

PPS:
Vi takker for: - Pashmina tørklæde (gave fra Valdemar & familie), der har fulgt os i tykt og tyndt – dag og nat. Har været brugt til alt lige fra sengetæppe, solskærm, paraply, strandkjole, hængekøje og overfrakke. -Alle bøger og blade vi har fået hjemmefra, som er blevet læst og studeret op til flere gange. - Gud for denne fantastiske tid og mulighed.