Kære familie og venner!I skrivende stund har vi efterhånden været væk i 10 måneder. Det er mærkeligt, hvordan det både føles, som om vi har været væk i et helt liv... og som om vi det var i går vi sagde farvel og på gensyn til jer alle!
Når vi tænker på alle de oplevelser vi har haft - ved vi, at det ikke var i går! Men når vi tænker på jer, så føles vores kærlighed bare endnu stærkere og som om det var i går vi gav det ”sidste” kram.
Der er mange omskift på en rejse som denne. Det er f.eks. lidt af et show, hver gang vi lander et nyt sted og skal til at ”indlogere” os. Vi skal finde ud af hvor vi skal bo, hvad der er på værelset – og hvad der mangler, hvor man handler, hvordan man får vasket tøj, hvad der er værd at se i den by, hvilken valuta bruger de her? Hvordan får jeg vekslet, og hvad koster ting (så vi ikke bliver snydt) – selvom det er sket mange mange gange at vi har betalt de vilde over-priser ;-//
Indtil nu har vi haft soles, quetsales, bath, reales, american, fijian- autralian og new zealand dollars, rupies, bolivianos, rand, pesos og cedi. Vi har omregnet den danske krone i 1:4,5, 1:3,5, 1:7 osv. Bedst som vi har vænnet os til én valuta, så ”flyver” vi videre. Hele tiden arbejder hjernen på højtryk og antennerne er ude. Det er faktisk ikke så lidt anstrengende at rejse og konstant være ”på vagt”!
Vi har været til lands, til vands og i luften. Vi har været i havets overflade og vi har været i 5.500 meters højde. Vi har prøvet alle de ”sus” vi har haft lyst til og pengepungen har kunnet bære. Vi har set alle mulige og umulige rovdyr, pattedyr, ”husdyr”, insekter og krybdyr. Vi har mødt mange skønne nye mennesker og nye venner for livet. Vi har set flere kirker på vores tur end i hele vores liv – til sammen!
Vi har besøgt og rejst rundt i 12 lande og vores næste stop er Kastrup, DK, som vi glæder rigtig meget til. Vi kan næsten ikke vente... og tænker på det dagligt og har nedtælling. Samtidig har vi lige de sidste par eventyr vi skal have udlevet, den sidst sol vi skal have nydt inden det går hjem til Danmark i efterårskoldt vejr. Men med de skønne farver, når det sner med blade fra træerne! Og vi skal til at vænne os til IKKE at være bange for at folk snyder os, vi bliver bestjålet når vi vender ryggen til eller skudt for et par dollars osv.
Det der fylder vores tanker mest for tiden er taknemmelighed. Taknemmelighed til Gud for at vores drøm om at rejse rundt i verden er gået i opfyldelse, at vi er sunde og raske, at der ikke er sket noget på rejsen (af den frygtelige slags), både mht. sygdomme, ulykker, dyrebid/gift, overfald, tyveri mv.
Det føles ikke utrygt at være her, men vi hører, læser og bliver advaret så meget om dette og hint, at det er svært at være helt ubekymrede. Det betyder også at vores afhængighed af Gud har været det endnu større. Vi har ved hvert måltid bedt for at maden ikke har været ”dårlig”, vi beder inden vi kører bus, taxi, tager fly m.v. om at Gud måtte passe på os (og ikke uden grund. Chaufførerne her arbejder i døgndrift. 2 gange har vi måtte ”vække” vores chauffør inden han faldt i søvn)... og det er ikke helt ufarligt på grusveje i bjergene UDEN autoværn, vi beder også, når børnene leger med de andre børn i landsbyerne – at de ikke bliver syge og smittet og vi beder når vi lægger os til at sove, at der ikke er - eller kommer farlige dyr.
Nu ved ”vejs ende” er vi ved at evaluere og bearbejde nogle af de indtryk vi har fået og der dukker naturligt nogle spørgsmål dukker op, som vi har prøvet at besvare så ærligt vi kan:
Har det været det hele værd?
Ja, vi har set og oplevet så mange ting SAMMEN. Vi har minder nok til resten af livet. Ved at rejse og komme ud af vores ”comfort-zone” har vi overskredet grænser, set nye sider af os selv og hinanden. Det har tvunget os til at bruge hinanden og har bragt os tættere end nogen sinde.
Så selvom vi også har haft tid med hjemlængsel, maveforgiftninger, overskridelse af budgettet osv., så har det været – er vi overbeviste om – den bedste investering vi nogensinde har gjort i os selv, vores børn og vores gudsforhold!
Hvordan har det været at være sammen 24/7?
Det har været lige det vi havde brug for alle fire! Vi (Charlotte og Peter) havde brug for et afbræk fra job og tid til bare at være sammen og blive tætte igen. At ordet TID ikke var et ord, der gav os mavepine og stress over ”ikke at være i gang”. For Lukas at have en pause fra skole, konkurrence, forventninger, misforståelser og en oplevelse af ”at være forkert” og for Marcus at bare få lov til ”at være” og blive hørt og ikke ”glemt” i lyset af hans meget udadvendte og larmende forældre og storebror!
Det har været HÅRDT til tider – ikke at have andre at gå til, cykle over til eller sludre med!
Det har været SURT, når storebror og lillebror bare ikke orker den anden mere!
Det har været SJOVT og lærerigt, når vi har grinet (og det har vi heldigvis gjort rigtig meget), leget og været på nye eventyr...
Og det har været DEJLIGT at opleve drengene komme så tæt på hinanden. Når de hver morgen ligger og krammer og fortæller hinanden, hvor meget de elsker hinanden! Når de opmuntrer hinanden i, hvad de er gode til hver i sær og hjælper hinanden både praktisk og følelsesmæssigt.
Hvad har vi så lært?
Foruden at se alle de smukke steder, have lært en masse om mennesker i andre kulturer og dyr vi ikke vidste eksisterede m.v. Så har vi lært flere ting, bl.a.:
Tålmodighed
- at bære over med hinanden og give plads til hinanden
- at vente, vente og vente i lufthavne, bus- og togstationer, hoteller og ”in the middle of nowhere”
- at vente på Gud – og samtidig bare leve i glæde og forventning til, hvad Han vil bringe af velsignelser og gode gaver – uden at vide præcis hvad og hvornår!?! (vi er ikke helt i mål, men vi er på vej ;-))
Familie, venner og kirke
- betyder mere end vi havde forestillet os. At uden JER, så er alting ligegyldigt – eller bare lidt for trist!
Ulighed
- at der er uretfærdig stor ulighed og forskel på rig og fattig. Vores hjerter græder med dem. Men vi har også oplevet og lært, at de fattige tit er mere livsglade og tilfredse end os i Vesten!!!
Sikkerhed
- at sikkerhed IKKE er en selvfølge... f.eks. kan vi (i DK) gå frit på gaden, vi kan stole på ordensmagten og har et godt socialt sikkerhedssystem der fungerer! Vi lever godt i Danmark og har kun små problemer.
Stress og travlhed
- at TID er for os vigtigt! Vi har brug for tid. Der findes ikke noget, der hedder kvalitets tid... det handler kun om god tid! Vi har brug for tid til at komme tættere på hinanden, at forstå og gøre plads til hinanden.
- at stress og travlhed – på den dårlige måde ikke er noget vi vil prioritere eller have i vores liv!
- at vi vil være ”tids-nydere” og tidsrøvere – og træffe valg ud fra det.
Hvad har været det bedste?
Det bedste har været alle oplevelserne!
Da Marcus pavestolt bestiger et bjerg ”Wayna Pittchu” og aldrig selv havde troet han ville klare det! Og var ved at give op mange gange undervejs!
Da Charlotte – rørt til tårer – svømmer med delfiner og de skubber, kysser og leger.
Da Lukas for første gang får lov til at køre sin egen ATV’er og leger og kører vildt op og ned ad stranden.
Og da Peter møder en haj i den blå lagune på Phi Phi øerne.
Og da vi tændte af Guds ånd og glæde sidder efter møde med HillSong i Australien og bare vil have MERE... og vi alle oplever en ny længsel og tørst efter Gud.
Hvad vi vil gøre anderledes i fremtiden? Hvad er sket?
- Vores familie og vores åndelige liv i hverdagen har topprioritet! Det må ikke drukne i dagligdag og travlhed!
- Vi vil tage de nødvendige valg (om Gud vil), så vi ikke ender der, hvor vi skal gå på accord med det vigtigste i livet: Gud,
familien, vennerne og menigheden!
- Vores kærlighed og lyst til hinanden – og ikke mindst tålmodighed med hinanden er vokset. Som konsekvens vil vi være
bedre til at rumme hinanden og læse hinanden bedre!
- Vores nye motto: Måske når vi lidt mindre – forhåbentlig lidt bedre!
Hvad har vi set og oplevet i vores åndelige liv?
Vi har hver i sær oplevet at komme tættere på Gud. At vi hver dag har haft brug for at vende os til Gud og bede om bl.a. beskyttelse for alle de farer, at være med os og føre os til ”de rigtige” mennesker! Det har været fantastisk også at se drengene blomstre i deres personlige bønsliv og naturlige tilgang til troen og til Gud som skaber og deres himmelske far.
Vi har (Peter og Charlotte) begge oplevet at få nye visioner for det videre arbejde og er begge forventningsfulde til fremtiden og de nye udfordringer !
Vi har mødt personer undervejs, som vi er sikre på har været sendt af Gud – måske endda engle!?! (spørg os og vi kan fortælle de fantastiske historier om folk, der er kommet til os, lige der hvor vi havde brug for det!)
Helt fra foråret fik vi tre ord på vores hjerter og de har fulgt os hele året:
Tro:
At tro. At have tillid til at Gud eksisterer og vælge at tro og minde os om Guds løfter til os. – Det har vi så forsøgt at gøre til hinanden. Det er trosopbyggende og giver en naturlig glæde og taknemmelighed over hvad Gud gør i vores liv!
Glæde:
Hvor er din tro og din glæde? Det er umuligt ikke at glædes over livet...(hvis du har tro). Hvis glæden er væk, så er det måske troen der halter! – Vi måtte stille os selv disse og flere spørgsmål og tage fat i roden, nemlig TROEN.
Ansvarlighed:
Du er IKKE alene. Din tro og glæde skal deles og du har nogle omkring dig, der sørger for at holde dig ansvarlig. At spørge til dit liv og holde dig op på dine løfter til dig selv, Gud og mennesker! Derfor fik vi talt og arrangeret hvad vi gør ved det, når vi kommer hjem.
Ville vi gøre det igen?
Ja – og nej! Vi ville med det samme gøre det igen, hvis vi aldrig havde været af sted før! Vi vil anbefale det stærkt til alle vi kender!
Men nu hvor vi har været af sted, ved vi at vi ikke har lyst til at gøre det så længe næste gang. Vi har allerede nu valgt de næste steder vi skal hen og opleve flere ting... og det bliver bare kortere ture, ligesom når vi tager en måned af sted hver sommer, som vi har gjort siden drengene var helt små – og før de kom til!
Set i bakspejlet ville vi have valgt lidt færre lande og haft flere kirkelige kontakter og rejst efter dem. Det er for lang tid at rejse på eventyr – i hvert fald for os! Til sidst blev vi bare oplevelses mætte og kunne ikke rumme flere ting. Og det var jo ærgerligt når hver land er et eventyr i sig selv! Vi sad til sidst med den der oplevelse af ”at have prøvet det før” og der var ikke meget der kunne få os i gear! De sidste to uger har turen bare været som en lang ventetid på at komme hjem. Hjem til jer og vores liv! Men det er jo ikke så slemt endda ;-) Vi glæder os til at se jer – måske den 10. november til velkomst-reception arrangeret af vores fantastiske mødre på Annasvej i Karlslunde kl. 11-13. Ellers er vi åbne for at komme forbi – indtil vi kan invitere jer, når vi får vores hus tilbage omkring juletid! Vi ses!
