Rejsebrev fra Ghana i Vestafrika

Kære familie og venner!

I skrivende stund har vi efterhånden været væk i 10 måneder. Det er mærkeligt, hvordan det både føles, som om vi har været væk i et helt liv... og som om vi det var i går vi sagde farvel og på gensyn til jer alle!

Når vi tænker på alle de oplevelser vi har haft - ved vi, at det ikke var i går! Men når vi tænker på jer, så føles vores kærlighed bare endnu stærkere og som om det var i går vi gav det ”sidste” kram.

Der er mange omskift på en rejse som denne. Det er f.eks. lidt af et show, hver gang vi lander et nyt sted og skal til at ”indlogere” os. Vi skal finde ud af hvor vi skal bo, hvad der er på værelset – og hvad der mangler, hvor man handler, hvordan man får vasket tøj, hvad der er værd at se i den by, hvilken valuta bruger de her? Hvordan får jeg vekslet, og hvad koster ting (så vi ikke bliver snydt) – selvom det er sket mange mange gange at vi har betalt de vilde over-priser ;-//

Indtil nu har vi haft soles, quetsales, bath, reales, american, fijian- autralian og new zealand dollars, rupies, bolivianos, rand, pesos og cedi. Vi har omregnet den danske krone i 1:4,5, 1:3,5, 1:7 osv. Bedst som vi har vænnet os til én valuta, så ”flyver” vi videre. Hele tiden arbejder hjernen på højtryk og antennerne er ude. Det er faktisk ikke så lidt anstrengende at rejse og konstant være ”på vagt”!

Vi har været til lands, til vands og i luften. Vi har været i havets overflade og vi har været i 5.500 meters højde. Vi har prøvet alle de ”sus” vi har haft lyst til og pengepungen har kunnet bære. Vi har set alle mulige og umulige rovdyr, pattedyr, ”husdyr”, insekter og krybdyr. Vi har mødt mange skønne nye mennesker og nye venner for livet. Vi har set flere kirker på vores tur end i hele vores liv – til sammen!

Vi har besøgt og rejst rundt i 12 lande og vores næste stop er Kastrup, DK, som vi glæder rigtig meget til. Vi kan næsten ikke vente... og tænker på det dagligt og har nedtælling. Samtidig har vi lige de sidste par eventyr vi skal have udlevet, den sidst sol vi skal have nydt inden det går hjem til Danmark i efterårskoldt vejr. Men med de skønne farver, når det sner med blade fra træerne! Og vi skal til at vænne os til IKKE at være bange for at folk snyder os, vi bliver bestjålet når vi vender ryggen til eller skudt for et par dollars osv.

Det der fylder vores tanker mest for tiden er taknemmelighed. Taknemmelighed til Gud for at vores drøm om at rejse rundt i verden er gået i opfyldelse, at vi er sunde og raske, at der ikke er sket noget på rejsen (af den frygtelige slags), både mht. sygdomme, ulykker, dyrebid/gift, overfald, tyveri mv.

Det føles ikke utrygt at være her, men vi hører, læser og bliver advaret så meget om dette og hint, at det er svært at være helt ubekymrede. Det betyder også at vores afhængighed af Gud har været det endnu større. Vi har ved hvert måltid bedt for at maden ikke har været ”dårlig”, vi beder inden vi kører bus, taxi, tager fly m.v. om at Gud måtte passe på os (og ikke uden grund. Chaufførerne her arbejder i døgndrift. 2 gange har vi måtte ”vække” vores chauffør inden han faldt i søvn)... og det er ikke helt ufarligt på grusveje i bjergene UDEN autoværn, vi beder også, når børnene leger med de andre børn i landsbyerne – at de ikke bliver syge og smittet og vi beder når vi lægger os til at sove, at der ikke er - eller kommer farlige dyr.

Nu ved ”vejs ende” er vi ved at evaluere og bearbejde nogle af de indtryk vi har fået og der dukker naturligt nogle spørgsmål dukker op, som vi har prøvet at besvare så ærligt vi kan:

Har det været det hele værd?
Ja, vi har set og oplevet så mange ting SAMMEN. Vi har minder nok til resten af livet. Ved at rejse og komme ud af vores ”comfort-zone” har vi overskredet grænser, set nye sider af os selv og hinanden. Det har tvunget os til at bruge hinanden og har bragt os tættere end nogen sinde.

Så selvom vi også har haft tid med hjemlængsel, maveforgiftninger, overskridelse af budgettet osv., så har det været – er vi overbeviste om – den bedste investering vi nogensinde har gjort i os selv, vores børn og vores gudsforhold!

Hvordan har det været at være sammen 24/7?
Det har været lige det vi havde brug for alle fire! Vi (Charlotte og Peter) havde brug for et afbræk fra job og tid til bare at være sammen og blive tætte igen. At ordet TID ikke var et ord, der gav os mavepine og stress over ”ikke at være i gang”. For Lukas at have en pause fra skole, konkurrence, forventninger, misforståelser og en oplevelse af ”at være forkert” og for Marcus at bare få lov til ”at være” og blive hørt og ikke ”glemt” i lyset af hans meget udadvendte og larmende forældre og storebror!

Det har været HÅRDT til tider – ikke at have andre at gå til, cykle over til eller sludre med!

Det har været SURT, når storebror og lillebror bare ikke orker den anden mere!

Det har været SJOVT og lærerigt, når vi har grinet (og det har vi heldigvis gjort rigtig meget), leget og været på nye eventyr...

Og det har været DEJLIGT at opleve drengene komme så tæt på hinanden. Når de hver morgen ligger og krammer og fortæller hinanden, hvor meget de elsker hinanden! Når de opmuntrer hinanden i, hvad de er gode til hver i sær og hjælper hinanden både praktisk og følelsesmæssigt.

Hvad har vi så lært?
Foruden at se alle de smukke steder, have lært en masse om mennesker i andre kulturer og dyr vi ikke vidste eksisterede m.v. Så har vi lært flere ting, bl.a.:

Tålmodighed
- at bære over med hinanden og give plads til hinanden
- at vente, vente og vente i lufthavne, bus- og togstationer, hoteller og ”in the middle of nowhere”
- at vente på Gud – og samtidig bare leve i glæde og forventning til, hvad Han vil bringe af velsignelser og gode gaver – uden at vide præcis hvad og hvornår!?! (vi er ikke helt i mål, men vi er på vej ;-))

Familie, venner og kirke
- betyder mere end vi havde forestillet os. At uden JER, så er alting ligegyldigt – eller bare lidt for trist!

Ulighed
- at der er uretfærdig stor ulighed og forskel på rig og fattig. Vores hjerter græder med dem. Men vi har også oplevet og lært, at de fattige tit er mere livsglade og tilfredse end os i Vesten!!!

Sikkerhed
- at sikkerhed IKKE er en selvfølge... f.eks. kan vi (i DK) gå frit på gaden, vi kan stole på ordensmagten og har et godt socialt sikkerhedssystem der fungerer! Vi lever godt i Danmark og har kun små problemer.

Stress og travlhed
- at TID er for os vigtigt! Vi har brug for tid. Der findes ikke noget, der hedder kvalitets tid... det handler kun om god tid! Vi har brug for tid til at komme tættere på hinanden, at forstå og gøre plads til hinanden.
- at stress og travlhed – på den dårlige måde ikke er noget vi vil prioritere eller have i vores liv!
- at vi vil være ”tids-nydere” og tidsrøvere – og træffe valg ud fra det.


Hvad har været det bedste?
Det bedste har været alle oplevelserne!

Da Marcus pavestolt bestiger et bjerg ”Wayna Pittchu” og aldrig selv havde troet han ville klare det! Og var ved at give op mange gange undervejs!

Da Charlotte – rørt til tårer – svømmer med delfiner og de skubber, kysser og leger.

Da Lukas for første gang får lov til at køre sin egen ATV’er og leger og kører vildt op og ned ad stranden.

Og da Peter møder en haj i den blå lagune på Phi Phi øerne.

Og da vi tændte af Guds ånd og glæde sidder efter møde med HillSong i Australien og bare vil have MERE... og vi alle oplever en ny længsel og tørst efter Gud.


Hvad vi vil gøre anderledes i fremtiden? Hvad er sket?

- Vores familie og vores åndelige liv i hverdagen har topprioritet! Det må ikke drukne i dagligdag og travlhed!
- Vi vil tage de nødvendige valg (om Gud vil), så vi ikke ender der, hvor vi skal gå på accord med det vigtigste i livet: Gud,
familien, vennerne og menigheden!
- Vores kærlighed og lyst til hinanden – og ikke mindst tålmodighed med hinanden er vokset. Som konsekvens vil vi være
bedre til at rumme hinanden og læse hinanden bedre!
- Vores nye motto: Måske når vi lidt mindre – forhåbentlig lidt bedre!

Hvad har vi set og oplevet i vores åndelige liv?
Vi har hver i sær oplevet at komme tættere på Gud. At vi hver dag har haft brug for at vende os til Gud og bede om bl.a. beskyttelse for alle de farer, at være med os og føre os til ”de rigtige” mennesker! Det har været fantastisk også at se drengene blomstre i deres personlige bønsliv og naturlige tilgang til troen og til Gud som skaber og deres himmelske far.

Vi har (Peter og Charlotte) begge oplevet at få nye visioner for det videre arbejde og er begge forventningsfulde til fremtiden og de nye udfordringer !

Vi har mødt personer undervejs, som vi er sikre på har været sendt af Gud – måske endda engle!?! (spørg os og vi kan fortælle de fantastiske historier om folk, der er kommet til os, lige der hvor vi havde brug for det!)

Helt fra foråret fik vi tre ord på vores hjerter og de har fulgt os hele året:

Tro:
At tro. At have tillid til at Gud eksisterer og vælge at tro og minde os om Guds løfter til os. – Det har vi så forsøgt at gøre til hinanden. Det er trosopbyggende og giver en naturlig glæde og taknemmelighed over hvad Gud gør i vores liv!

Glæde:
Hvor er din tro og din glæde? Det er umuligt ikke at glædes over livet...(hvis du har tro). Hvis glæden er væk, så er det måske troen der halter! – Vi måtte stille os selv disse og flere spørgsmål og tage fat i roden, nemlig TROEN.

Ansvarlighed:
Du er IKKE alene. Din tro og glæde skal deles og du har nogle omkring dig, der sørger for at holde dig ansvarlig. At spørge til dit liv og holde dig op på dine løfter til dig selv, Gud og mennesker! Derfor fik vi talt og arrangeret hvad vi gør ved det, når vi kommer hjem.

Ville vi gøre det igen?
Ja – og nej! Vi ville med det samme gøre det igen, hvis vi aldrig havde været af sted før! Vi vil anbefale det stærkt til alle vi kender!

Men nu hvor vi har været af sted, ved vi at vi ikke har lyst til at gøre det så længe næste gang. Vi har allerede nu valgt de næste steder vi skal hen og opleve flere ting... og det bliver bare kortere ture, ligesom når vi tager en måned af sted hver sommer, som vi har gjort siden drengene var helt små – og før de kom til!

Set i bakspejlet ville vi have valgt lidt færre lande og haft flere kirkelige kontakter og rejst efter dem. Det er for lang tid at rejse på eventyr – i hvert fald for os! Til sidst blev vi bare oplevelses mætte og kunne ikke rumme flere ting. Og det var jo ærgerligt når hver land er et eventyr i sig selv! Vi sad til sidst med den der oplevelse af ”at have prøvet det før” og der var ikke meget der kunne få os i gear! De sidste to uger har turen bare været som en lang ventetid på at komme hjem. Hjem til jer og vores liv! Men det er jo ikke så slemt endda ;-) Vi glæder os til at se jer – måske den 10. november til velkomst-reception arrangeret af vores fantastiske mødre på Annasvej i Karlslunde kl. 11-13. Ellers er vi åbne for at komme forbi – indtil vi kan invitere jer, når vi får vores hus tilbage omkring juletid! Vi ses!

NYT fra Guatemala!

Kæreste familie og venner!

Jahhh... så gik der lige to måneder uden at vi fik skrevet rejsebrev... tiden går, som du sikkert også selv kender det!?! Der er bare sket såååå meget at det næsten er umuligt at beskrive og sammenfatte i et kort brev. Men vi prøver og håber at det trods alt giver et lille indblik ;-)

De sidste to måneder har stået i ”besøgs-tegnet”. Vi har haft besøg af vores elskede farmor og mormor og Steffen, ungdomsleder i Københavns frimenighed. Og så har vi selv været på besøg hos vores nye venner Jack og Louis fra San Diego, grandfætter Peter fra Beverly Hills og præsteparret Debi og Kevin fra San Francisco.

Tiden med mormor og farmor var en helt speciel tid, som vi havde samlet forventninger og savn sammen til i over et halvt år... så det var et højdepunkt af de helt store. Drengene rystede helt fysisk over hele kroppen, da de skulle tage i mod farmor på Fiji og senere også mormor i USA. Der var ikke et øje tørt og vi alle græd af glæde over gensynet. Det var fantastisk at de begge tog den lange vej (både i kilometer og i mentale barrierer) for at være sammen med os! Det er vi meget taknemmelige over.

På Fiji fik vi besøg af farmor og fandt en lille ø midt i Stillehavet. Øen var en bounty-palme-ø og lå idyllisk med kun 13 indbyggere og var meget primitiv – uden strøm, eget toilet og bad og intet varmt vand, små bambushytter med hj.emmelavede træsenge og papirstynde madrasser. Ren Robinson Crusoe. Vi var lidt spændte på farmors overlevelsesevne, men vi var bare imponeret. Hun er for sej! Ikke mange andre ville have klaret den tur! Det var virkelig ”simple living”. Vi sov, spiste, læste og badede i havet. Vi stod op med solen og gik i seng kort tid efter månen havde overtaget og vores bål på stranden gik ud. Vi fik læst en masse, talt en masse, lært tysk og dykket i det fantasi-morgana smukke hav med tusindvis af fisk og koralrev. Lige hvad vi alle trængte til! Der er bare masser af tid, når man hverken skal købe ind, lave mad, vaske tøj eller noget som helst andet end at være til! Skønt.

”Det er sjovt, at selv om vi ser forskellige ud, så er vi alligevel ens”. Jeg troede, at vi var meget forskellige”
(Siger Lukas en dag – efter han har leget med de lokale børn på Fiji)

I USA handlede det mere om at se, opleve, køre, sove, spise, køre, køre, køre.... men mest af alt at være sammen! Vi fik kørt samlet ca. 3500 km på tre uger og vi fik set, hvad der var værd at se; LA, Beverly Hills, Universal Studios, Santa Monica Beach Seaworld, , Vestkysten, Highway 1, San Fransisco, Yosemite National Park, Death Vally og Las Vegas by day and night. Men det der sidder mest i vores erindring er mødet med alle de dejlige mennesker vi mødte. Efter 30 år gensyn med Peters grandfætter plastikkirurg Dr. Peter Chesky. Et utroligt syn og en helt speciel oplevelse for Peter at mødes med sin grandfætter efter så mange år og alligevel opleve at det var som det var i går de sidst havde set hinanden og leget! Nu kunne de så lege med Lukas og Marcus – og det gjorde de så... de legede alle fire – i poolen, i sengen, i dampbadet og ned ad Beverly Drive i hans nyerhvervede Ferrari.

Vi havde glædet os til at besøge nogle kirker i Californien og det blev til både et besøg i Jack og Lois’ kirke i San Diego, et par gudstjenester i den verdensberømte kirke ”Saddleback” (som også er en by), en gudstjeneste i San Francisco (Walnut Creek) og en indsættelse af ny præst. Vi havde nogle fantastiske oplevelser og blev hver gang inviteret hjem privat. Det står også som en dejlig tid... at der er folk på den anden side af jorden, der beder for os og vores menighed hjemme ;-) Det er fantastisk at være kristen.! At have familie over hele verden! En helt speciel følelse og oplevelse nu, hvor vi rejser. Vi møder bare op i en kristen kirke og straks er vi hjemme. Vi har samme fundament (Bibelen), samme ånd og vores tro til fælles, Det er en gave og et privilegium som vi også nyder at kunne vise vores drenge. De er helt overvældet.

USA er i det hele taget et sandt mekka for mennesker som os, der elsker højt til loftet, anti Jantelov, store biler, store kirker, ”store” mennesker og store bøffer,

Der er i hvert fald INGEN tvivl i drengenes sind ”USA er vores land. Det er det bedste land vi har været i - indtil nu!”. Ja, nu må vi se! Men det bliver svært at konkurrere med Burger King, kæmpe forlystelsesparker, ”onkel Peters” Ferrari og Las Vegas!

”Når jeg bliver stor vil jeg tage mine børn med på den samme tur rundt i verden i et år...”
(Fortæller Lukas og Marcus uafhængigt af hinanden. Vi tænker ”godt vi gjorde det”!

Lige nu er vi på vores sidste dage i Guatemala, der igen har overrasket os. Vi havde egentlig en forventning om at se mere fattigdom og elendighed! Jo, vi har set fattigdom, men vi har ikke set elendighed. Vi har set et folk der knokler. Der sælger hvad som helst, hvor som helst – for at kunne klare sig selv og deres familie. Vi har set uretfærdighedens forskel mellem rig og fattig, men vi har ikke set en opgivenhed eller laden stå til. Vi ser ”kamp” og vi ser et folk der elsker og forstår at feste og fejre. Der går ikke en dag uden fest eller festivitas i form af enten fyrværkeri, parader, musik, sang, dans og propaganda-biler med mega-højtalere. Der er altid bare lidt larm og der sker altid noget! Vi kunne godt lære af kulturen i Guatemala – at livet er dyrebart og det er værd at fejre. At feste noget mere og ikke altid være så ”effektive”.


Det største her har absolut være vores trekking på vulkanen Papaya, hvor vi grillede skumfiduser over flere tusinde grader varmt lava (se blog) og vores sejltur og besøg i landsbyerne omkring søen Atitlan. Efter nu næsten 3 uger i Guatemala og ind og ud af hoteller, har vi valgt at tage ud til havet i fire dage og bo på et luksus resort, hvor alt findes... vi bliver bare forkælet! Fantastisk, at vi bare kan tage 3 timer mod syd og finde sol, sommer, strand og luksus. Det nyder vi bare indtil vores tur går til Peru, hvor nye eventyr venter!

Vi savner jer alle sammen og har haft vores første rigtige hjemve her. Vi taler om jer hver dag. Alle bliver vendt og savnet! Hvad skal vi ellers lave end at tale om jer vi elsker og savner. Vi taler om, hvad vi skal når vi kommer hjem, hvilke prioriteringer vi skal have og hvordan vi skal få livet til at hænge sammen. Vi taler også om hvordan drengens værelser skal indrettes, hvad vi skal give i julegave og hvor meget vi glæder os til at nyde julemaden med familien.

Masser af knus og kærlighed fra os alle fire
Peter, Lukas, Marcus og Charlotte

PS:
Ting vi savner og som får mundvandet til at løbe - i stride strømme: Marcipanbrød og konfekt, remoulade, ris a la mande, rugbrød og bland-selv-slik i City2.

PPS:
Vi takker for: - Pashmina tørklæde (gave fra Valdemar & familie), der har fulgt os i tykt og tyndt – dag og nat. Har været brugt til alt lige fra sengetæppe, solskærm, paraply, strandkjole, hængekøje og overfrakke. -Alle bøger og blade vi har fået hjemmefra, som er blevet læst og studeret op til flere gange. - Gud for denne fantastiske tid og mulighed.

Rejsebrev fra New Zealand!

Kæreste alle I lækre mennesker!

GOSH hvor vi bare savner jer! Vi har nu været væk næsten halvdelen af turen og vi savner jer helt forfærdeligt! Vi savner ikke hverdagens trummerum, alt for meget arbejde eller vejret i Danmark, når det er gråt, vådt og koldt! Nej, vi savner simpelthen bare JER! Det som er blevet klart for os er at vi kan fungere alle steder og i næsten alle kulturer – BARE vi har vores familie, venner og menighed lige omkring os!!! Det kan næsten skæres ned til det og derfor er det også noget at det vi vil sætte pris på endnu mere, når vi kommer tilbage til DK.

Vi er lige nu i New Zealand – en drøm både Peter og jeg har haft så længe vi kan mindes! Det er vinter her, så vi har taget alt det tøj på vi havde med... og så lige købt lidt ekstra! Det har virkelig været en omvæltning fra det varme Asien og Australien til det kolde New Zealand. Det er en underlig og sjov kultur de har her mht. varme! De isolerer ikke deres huse, men laver dem som almindelige sommerhuse (betyder: ikke isoleret og med enkelt lags vinduer), som de så bor i hele året. Om sommeren har de det varmt (lige som en god dansk sommer ca. 20-25 grader), men om vinteren fryser de så i deres huse. De varmer ikke rigtig husene, restauranterne eller hotellerne op! Men du kan da tænde en varmeblæser, hvis du har lyst! Og så sover de alle vegne med varmelagener. Vi er flittige brugere af deres varmeblæsere, selvom de udtørrer, alt hvad der er af fugt i øjne, hals og svælg! Varmelagenerne var noget vi troede man kun brugte, hvis man har hold i ryggen!?! Men de virker faktisk og det er helt dejligt at komme ned i en varm seng – efter at have frosset hele dagen...

Til gengæld har vi fået vores sne og ski-oplevelse, det var stort! Vi har kørt over 3.500 kilometer i løbet af de sidste 3 uger og vi får set og oplevet en masse. Vi har f.eks. lært alt om jordskælv, Richterskalaer, jordskælvssikring af bygninger, lava og undergrund, da New Zealand er et af de mest jordskælvstruede lande i verden – Auckland er eksempelvis bygget på 60 høje hvoraf flere af dem er gamle vulkaner og vi har lært en masse om biavl og hvor imponerende bier er skabt til at kommunikere med hinanden, samarbejde og hjælpe hinanden... så er der de fascinerende geysere og varme termiske bade... og strande med varmt vand! Det er her som at være og køre inde i et maleri – vi er en del af maleriet.

Det der rører sig mest hos os for tiden er tiden med Gud... at vi hver dag har masser af tid til hinanden, at vi er taknemmelige for livet, at vi er sunde og raske, at vi beder for alle jer derhjemme og naturligvis beder om beskyttelse og vejledning på vores tur. Der er ikke sket os noget overhovedet og vi har ikke været syge eller andet! Det glæder vi os over hver dag! Der sker nyt hver eneste dag. Vi lærer nyt om andre kulturer, religioner, nye sider af hinanden og ikke mindst af os selv. Det er både spændende, men også en udfordring – især når vi hver i sær nogen gange bare har lyst til at være alene og smutte hen et privat sted... det er der nemlig ikke særlig tit (læs: aldrig) mulighed for! Derfor har vi nu indført stilletid/stjernestund, hvor vi ikke må tale og kommunikere, men kun må være stille og læse! Èn time med 100% stilletid er fantastisk... det nyder vi alle fire. Det tog os lige 4 måneder at finde ud af, at man da bare kan indføre stilletid!?!

Drengene nyder faktisk, at her er lidt koldt og er ikke påvirket af kulden. De svarer – uden tøven, at New Zealand har været det bedste land - indtil videre! Peter og jeg har begge været specielt vilde med Australien og deres vilde dyr og natur... og den potentielle fare og mulighed for at se nye dyr, var på en ”sjov” måde, med til at gøre vores tid dér endnu mere intens! – Vi er vist nogle ubehjælpelige eventyrer ;). Når vi dykker håber vi stadig på at finde skatten, når vi hopper ud fra et fly i 4 kilometers højde drømmer vi at vi er Eragon (drage/fugl), når vi går tur i det vilde liv, håber vi på nye opdagelser eller at vi er de ”eneste” der har været der... trods de flotte sten-indfattede stier og skilte ;-)

Om få dage er vi på vej til Fiji, hvor vi skal mødes med vores FARMOR! Det er et højdepunkt, som vi glæder os helt ustyrligt til! Vi skal bare bo på en lille ø, dykke, dase, hygge og spise...

Vi smutter for denne gang og ønsker jer alle Guds velsignelse og en FANTASTISK dansk sommer (der er jo ikke noget som en god dansk sommer!)

Kærligst de fire wanna-be Kiwier
Lukas, Marcus, Peter og Charlotte

Rejsebrev fra Australien

Kære venner og familie!

Jeg ligger her og lytter til fuglenes sang... det er tidlig morgen lidt udenfor byen Cairns i Australien. Har aldrig hørt så mange forskellige fugle der synger før. Prøver at adskille dem, men det er et massivt og overdøvende sammensurium af fuglefløjt og smuk sang... det er helt specielt! Den lyd jeg vil forbinde med Australien (sammen med mange andre). For fugleelskere er Australien et paradis. Her findes virkelig mange, mange forskellige fugle – og mange arter, som kun findes her i Australien. For os ”helt almindelige dødelige”, men trods alt, naturelskende folk, så er det fantastisk at være midt i naturen og se dyr og fugle, som ellers normalt kun findes i Zoo (hvis du er heldig). Her er kakaduer (bare for at nævne et eksempel) i hobetal og de er både i den hvide med gul ”kam” og i sorte... storkelignende og pelikanlignende arter, der går rundt – og hygger sig helt tæt på os. Der er dog nogen af dem, der stjæler maden, hvis man ikke passer på ;-)

Noget af det som vi har talt en del om, og som vi prøver at gøre til en vane, er at adskille de forskellige lande og deres kultur ad. Både ud fra facts om deres land og kultur, men også, det som vi oplever helt personligt! Vi taler om de forskellige måder man opfatter på, med vores forskellige sanser. F.eks. har Thailand – for os – været en oplevelse, hvor vi naturligvis har en masse smukke billeder på nethinden af smukke hvide strande, turkisblåt hav og palmer, smilende og ydmyge folk, mad midt på gader og stræder, hele familier der transporteres på én knallert, gademarkeder og køkkener med deres specielle krydderier af citrongræs, chili, hvidløg, koriander m.v. men også en overdøvende stank af kloak og toilet (specielt i de store byer). Buddhismen, templer og hjertelige mennesker. Men vores besøg har også været præget af deres slående fattigdom og alligevel (modstridende) ressource-rigdom af ....frugt og grønt (andre ord!).

Bali har derimod været præget af religionen (hinduisme), buddhaer, store og små templer – men overalt! Rismarkerne, den helt specielle grønne farve, danse og traditioner og åndelig kamp. Det gode mod det onde. Søde folk og påtrængende sælgere, stressfremmende og angstprovokerende trafikkaos. Angsten for at skade nogen af de maridtsagtige mange scootere på gaden, der tilsyneladende ikke selv var spor nervøse!?!

Og nu Australien, hvor vi er tilbage i ”Vesten”, med en kultur, som vi umiddelbart kan genkende, men som vi alligevel kan se er forskellig og forundrer os. Hele naturen er jo et kapitel for sig. Rå og ”uspoleret”. Smuk og betagende. Variationerne og udvalget er enormt. Vi har set en brøkdel, men er mundlamme. Det er så vildt at guds natur rummer så afvekslende og ”fantasifuld” en natur. Det er utroligt og gør os pludselig meget små, når vi står midt i disse billedskønne naturoplevelser og mærker kræfterne bag... og så er der dyrelivet, med alle de mange vilde dyr og arter. 9 ud af de 10 farligste dyr findes i Australien og så har de arter som kun findes her og ingen andre steder i verden!

Vi mærker for alvor at rejsekulleren har lagt sig og det nu er blevet ”vores liv”. Drengene er virkelig begyndt at leve i nuet, at hver dag er et eventyr og vi ikke nødvendigvis behøver at måle det op i mod det at ”miste sine venner” for et helt år (læs: LIV), men at man godt både kan nyde turen og samtidig tale om savnet og glæden ved at skulle ses igen. Det er dejligt og befriende for både Peter og jeg! Vi er også blevet ret afslappet med vores dagsordener og har lige som lullet os ind i parolen ”hvad vi ikke når i dag, når vi nok i morgen...” Hasta Manjana.... – den tilstand vi for alt i verden prøver at undgå derhjemme, for hvordan skal vi så nå alle de ting og gøremål vi har!?! Men, den tilstand, er vi nu – efter 3 måneder – nået til, og som jo også var en del af vores mål – bare ”at være” og ikke have travlt!
Vi er stadig helt vilde med at bo i vores Mobile home og jubler dagligt over at vi er på eventyr, på vej og samtidig har hele vores liv med os ;-) Det er suverænt – selvom det er lidt småt med pladsen. For det er en af udfordringerne ved at bo og leve sådan. At vi aldrig kan gå ind i et rum for os selv, men 24 timer i døgnet er sammen! Og vi kanter os rundt i vognen/hjemmet og madvarerne er næsten kolde.

Vi har mødt en del danskere her i Australien. Vi er tilsyneladende ikke de eneste, der har fået den geniale idé ;-) Det er både de unge, der har arbejdet og sparret hårdt op og nu bruger dem alle sammen på et halvt år Down Under, de endeligt frie pensionister, de nye hus millionærer med børn og mange småbørnsfamilier, der bruger barselsorloven her i varmen og med maden lige ved ”hånden” – smart ;-) Og alle er vi enige om at denne tid og investering er ALLE pengene og slidet værd.

Drengene har nydt det voldsomt, at der har været danskere at lege med og vi bor og vælger campingpladser efter flest hoppepuder, tennisbaner, minigolf eller andet der gør livet sjovere for drengene – og deres forældre...

Vi sender her en varm hilsen til Åke og Irene fra Sverige, familien fra Thisted, Henrik, Lisbeth, Nanna og Nikolaj fra Spjald i Vestjylland, Claus, Tulle, Emilie og baby Astrid fra Horsens og familien Larsen fra Bagsværd – der alle er hjemme nu! Det har betydet rigtig meget for os at møde jer, så langt væk hjemmefra og så alligevel mærke en samhørighed - fordi vi er fra Danmark og fordi vi har gjort noget ”vildt”. Tak for hyggelige stunder og for alt jeres ”arvegods” som vi har nydt godt af siden!

Har du skrevet en mail eller kommentar på bloggen? Måske har du ikke haft tid? Det forstår vi 100% Men hvis du har et par minutter, så send en hilsen! Det betyder virkelig meget – meget mere end du tror. Vi ÆLSKER at høre fra dig og hjemmefra! Så hold dig ikke tilbage... vi lover at skrive igen!

Kys og kærlighed – always
Lukas, Marcus, Peter og Charlotte

PS:
Web-blog: htpp://www.familiendyhr.webblog.com
Email: familiendyhr@gmail.com

PPS:
Vi modtager også gerne (meget gerne) billeder fra jer!

Vidste du:
- at 9 ud af de 10 farligste dyr i verden lever i Australien
- at det er 13 år siden der sidste var et menneske, der blev slået ihjel af en krokodille

Rejsebrev fra Bali og Australien

Kære dejlige venner og familie! (som tiden går bliver I alle dejligere og smukkere... lidt lige som i Carlsberg reklamen!)

I dag sidder vi i en flække midt i Northern Territory i krokodille- og kængurulandet Australien. Vi har fået vores mobilehome og er installeret og udpakket... Den sidste uge på Bali kunne næsten ikke gå hurtigt nok for vi har glædet os til vores 21/2 måned her i Australien i vores mobile hjem!

Bali var ikke som vi havde forventet! Vi havde helt urealistiske (og uvidende) forventninger til øen og blev i den første tid ganske skuffet og overrasket. Skuffet over at der ikke var de flotte sandstrande, som vi havde forventet og den fred og ro vi havde regnet med. Overrasket positivt med den smukke grønne farve der ramte os alle fire allerede på vej fra lufthavnen og det meget kulturliv og de dybe samtaler vi har haft omkring forskellige religioner og traditioner, da Bali oser af religiøsitet og der er templer og ofringer ALLE vegne. Det er ganske enkelt umuligt ikke at blive mindet om deres religion, når du bogstaveligt talt er ved at vælte over deres ofringskurve på fortov, i butikker, gader og stræder – alle har deres eget personlige ofringstempel! Men det er en styrke, som vi blev enige om – vi kristne kunne lære en del af. Både deres synlighed i gadebilledet og deres fokus på troen i hverdagen. – Der er også mange ting de kunne lære af os kristne, men det er en lang – og helt anden historie ;-)

Vi har haft mange spændende samtaler med folk lige fra gadesælgeren Surangi, tjeneren Marwan – mor til 4 børn, danskeren der har valgt at være guide og tour-arrangør og have sit liv på Bali siden 1999 og musikeren og landsbyboeren Made, der bor i en lille landsby med kun 150 mennesker og klarer sig ved at vise nogle få turister rundt i skoven og ellers være selvforsynende... og mange andre søde og spændende mennesker. Ikke at forglemme danske Gabriella, der lever og arbejder på Bali (har arbejdet for MS). Gabriella hjalp os med at komme ud i det lokale liv på Bali og fortælle os meget mere om kulturen og deres religion...

Surangi fortalte hendes historie om det stille og hårde liv som gadesælger. Der er mange sælgere og de står alle på nakken af hinanden – og turisterne - for at skabe lidt indtjening. Men siden den sidste bombe sprang i 2005 har der været nærmest turist-tomt på Bali – og alle lider. Sælgerne kan ikke leve af deres hverv mere, hoteller og restauranter må lukke, folk mister arbejde og der kommer stadig flere og flere mennesker fra Java og de andre øer – i håbet om at få noget arbejde – der ikke findes. Det er frygteligt at se alle de varer, butikker, hoteller og restauranter der findes gade op og gade ned – mennesketomme og med personale der står og venter... venter på den dag det hele vender for Bali – og der IGEN kommer masser af turister og liv. Vi blev takket hver gang vi kom et sted og spurgt om ikke vi ville komme igen – det er frygteligt for Bali og balineserne og vi led med dem!

Vi nåede mange ting på Bali, men mest af alt at ”finde hverdagen” og slappe af – og køre gode eventyrture i vores lejede bil. Vi lærte at surfe, var et par dage i vandland, så vilde delfiner ude i det åbne hav, svømmede og legede med tamme delfiner i bassin, hvilket var en FANTASTISK og vild oplevelse for os alle fire. Vi var ude at dykke omkring øen Marenga... og så det flotteste koralrev og flest fisk (til dato), hvorefter vi spiste vores medbragte frokost på den fredede ø, en halv dag i kløerne på en timeshare-sælger (købte ikke noget – selvom vi – utroligt nok - blev fristet ;-))), vi fik undervisning i sølvsmede-kunsten og lavede vores egne smykker, som vi stolt viser frem ved hver en lejlighed ;-), var på trekking i regnskoven og ude at sejle kano i det smukke landsskab omkring søen Tamblingan og besøge nogle af øens vigtigste templer og få lidt forklaring i symbolikker og deres hinduistiske tro. Vi så det årtusinde gamle Bali-sagn og deres berømte Kecok dans... alt i alt en spændende måned på Bali.

Nu er vi så i Australien. Varmen, fugtigheden og regnen slår os som en pude - her i Darwin. Det er så varmt at det er ulideligt at være andre steder end i aircon. rum og på vej i bilen... derfor er vi på landevejen... på vej mod østkysten og Great Barrier Reef... og meget andet...
Vi har lige nået at være en dag og nat i Kakadu National Park, som skulle være ufattelig smuk og en ”must” seværdighed her i Northern teritory. Men det er som om oversvømmelser forfølger os... og der har lige været en mega oversvømmelse her, så alt er lukket og hoteller og broer oversvømmet, hvilket betyder at vi tog en hurtig beslutning og er nu igen på landevejen... Vi nåede lige en sejltur – i jagten på krokodiller... men dem fandt vi ikke – øv! En masse farvede fugle, en stegende sejltur og 500 kroner fattigere vendte vi tilbage til vores hjem og kunne heldigvis bare køre videre til flere og nye eventyr.

Er det hele eventyr og lutter lagkage? Ja!

Øh... nej. Det er faktisk nogen gange ret opslidende at leve på denne måde...

For Charlotte er det nogen gange ”ren overlevelse”! Hele tiden omstilling. Nye steder, nye måder at gøre tingene på, svært at lave helt almindelige hverdagsting, toiletbesøgene (et kapitel for sig), myggene (bliver ædt og ligner et røde hunde tilfælde – de elsker mit blod), ingen piger til at tale tøse-ting med og gå i selvsving over et par fede bukser...

For Peter at være i et så intensivt fællesskab så meget og så længe – uden pauser, at skulle være far, mand, veninde, chauffør og praktisk gris på samme tid – uden stille-tid (andet end efter midnat når alle sover), svært at flygte nogen steder hen, når man er ”in the middle of nowhere” – med 400 km. til den nærmeste tankstation, hvor højdepunktet er en kop kaffe og powershopping i uundværligt tilbehør til trucks og mobilehomes.

For Lukas at være uden vennerne, uden computeren på værelset, uden sin mountain-bike og lige kan drøne af sted – ned til bageren efter en romkugle..., svær omstilling fra at have mange krav, drillende skolekammerater, mange aktiviter til pludselig at skulle slappe af sammen med mor, far og lillebror og med eneste dagsorden - at være og opleve sammen!

For Marcus at tænke sig at leve uden computeren og World of Warcraft, sin allerbedste ven Valdemar og 1A, hvor han elsker at lave lektier og gå i skole. Men det stikker ikke så dybt for Marcus (måske alderen? Måske bare Marcus?) Han synes bare det er fedt at være sammen med sin familie og på opdagelse. Og så har han jo sin elskede storebror, der lærer ham mange ting – og unoder ;-)

Vi taler meget om jer alle sammen. Vi beder for jer og glæder os over at være her – men også at skulle hjem til jer igen til jul! Nogle gange kan vi bruge timer på at tale om hvordan vi skal være sammen med familie og venner, når vi kommer hjem, hvordan julen skal fejres, hvad drengene ønsker sig til deres fødselsdage, når vi skal på Sommeroase ´08 – alt det der er det virkelige vigtige i livet. Familien, kirken og vennerne.

Tak for jer! Vi elsker jer. Skriv snart. (send flere penge ;-))

Email: familiendyhr@gmail.com eller en kommentar på bloggen (klik på ”Comments”): www.familiendyhr.blogspot.com

Knus og kærlighed fra

Charlotte, Peter, Lukas og Marcus

Rejsebrev fra Thailand

Februar 2007

Kære venner!

Så er der efterhånden allerede gået halvanden måned og vores tur i Thailand synger på sidste vers. Vi skal om et par dage videre til Indonesien. Vi havde egentlig destination i Jakarta, men pga. oversvømmelse, så har vi lavet flybilletten om, så vi flyver direkte til Bali. Vi er i øjeblikket ved at finde en villa/bungalow ud til vandet, hvor vi kan bo den næste halvanden måned – eller i hvert fald bruge det som base og som vi kan vende tilbage til... planen på Bali er sol, strand, afslapning, dykkerture til Borneo, se delfiner, ombord på en træ skonnert i en uges tid – og ellers hvad der viser sig!

Vi tror vi er ved at være helt nede i tempo nu... ved at vænne os til livet i rygsækken og på landevejen... og det HAR været lidt af en omvæltning og tilvænning – specielt for mig, der selvfølgelig også havde pakket alt det forkerte back-packer udstyr. Har måtte sende 10 kilo retur til DK og købe et par småting, såsom shorts, gode sko, kasket mv. Det er utroligt som hvert nyt skift giver fornyet energi til flere eventyr. Men vi har også fundet ud af, at vi har brug for meget mere hvile end vi troede og færre dagsordener. Tror måske også det hænger sammen med, at når vi endelig slapper af og ikke har travlt eller brug for at have travlt, så slår kroppen fra og reagerer med det samme når vi så prøver at proppe mange ting ind på en dag. Vi behøver det jo ikke – og vi skal jo ikke opleve det alt sammen inden for de første to måneder.

Alt er en balance... også livet med drengene 24 timer i døgnet – og tæt! Det er på en og samme tid det mest fantastiske og den bedste investering vi har gjort OG så sindsyg hårdt at være ”på” hele tiden med alt hvad der fører med sig af brødre-kriser, opdragelse og forskellige behov og forventninger. Vi prøver også her at lave en balance og børne/voksen tid, så der er plads til os alle. Godt vi ikke rejste med små børn – py-ha bliver helt svedt ved tanken! Men by the end of the day – så synes vi begge at det er det bedste vi har gjort og føler os totalt privilegerede - og nyder hvert sekund... med og uden kriser ;-))

Vi føler jo at vi har været væk rigtig lang tid... og alligevel har vi stadig ikke fundet en hverdag... for alting er nyt og spændende – og anderledes og forvirrende! Hver dag spørger vi os selv: Hvad skal vi lave? Hvad har vi lyst til? Hvordan kan det arrangeres? – og så tager vi af sted. Her skal man ikke vente på noget. Har du lyst til at komme af sted går du ud på vejen og der er 100 taxier eller tuk-tuk’er der kører forbi og som stopper ved det mindste vink. Vil du have ordnet negle, hår eller få en gang massage (det er så billigt at det bare er noget man må gøre TIT) – så går du bare derhen og får det gjort. Vil du en tur i junglen, ride elefanter, køre ræs i firhjulstrækker eller hvad som helst, så ringer du bare og de kommer og henter dig! På den måde bliver livet hurtigt fra minut til minut eller mere fra dag til dag. Vi ser, hvad der sker – og sker det ikke i dag, så sker det måske i morgen!

Vi har allerede oplevet en hel masse, se evt. Vores webblog med lidt billeder www.familiendyhr.blogspot.com - den prøver vi at holde opdateret – og håber at familie og venner får lyst til også at skrive til os om livet i DK, nye beslutninger, nyheder eller andet godt hjemmefra.

Det største ved turen er og bliver det at være sammen hele tiden og vi kan allerede mærke hvordan det har påvirket vores forhold til hinanden - og ikke mindst drengenes forhold. Men ellers har oplevelse nr. 1 til nu været vores besøg i flygtningelejren ved Burmas grænse. De skønne mennesker som man ikke kan lade være med at holde af og vi har et par dage haft lejlighed til at have andagt med dem og synge sammen. Peter har undervist, hvilket de var rigtig glade for – faktisk har de inviteret ham tilbage og spurgt om ikke han kan undervise en 3-ugers tid. Det bliver ikke i denne omgang, men hvem ved!?! Vi har mødtes med de mest utrolige brændende danskere, der brænder for Thailand, de fattige, forældreløse og alle dem der bor i Ingenmandsland ved Burmas grænse. Fantastisk, hvad de gør – uden løn og bare fordi de ikke kan lade være med at hjælpe! Det er altid fascinerende at møde den slags mennesker.

Vi har mødt Viggo, der har arbejdet med mission i mere end 35 år og som nu, som folkepensionist stadig har gang i en masse projekter, som han rejser rundt til – men bor nu i Grindsted med sin kone. Så mødte vi Lis, Bruno og deres søn Kristian, der bor og arbejder med forældreløse børn i Chang Mai. De har solgt deres hus i Danmark og flyttet hertil – kun med deres efterløn.. men den kan man også leve rigtig godt af hernede. Så har vi mødt musikprofessor Jack og hans kone Lois der begge kommer fra San Diego og en rig kirke med 6000 medlemmer. De er her for at finde projekter som kirken kan støtte. Lois har lavet fundraising i mere end 20 år og prøver nu at finde egnede projekter her til hendes menighed. Vi har mødt et skønt dansk par Lotte og Peter med deres dejlige drenge Albert og Oscar. Dem mødte vi på utrolig vis i en lille flække på øen Koh Tao og igen senere i Krabi – helt tilfældigt! Drengene fik nogle legekammerater og vi hyggede os rigtig meget med Lotte og Peter. Vi glæder os til at mødes igen i Danmark. Vi mødte Iben, Anders og Fillippa fra Århus, der fortalte os alt om det nordlige Thailand og hvad vi skulle forvente os. Anders fik alt drengenes respekt da de fandt ud af, at det er Anders der har optaget og lavet filmen om den trænede Ørn (vist på DR). Vi har mødt Louise og Kim fra Grenå og deres skønne 3-årige Oscar, som vi har savnet siden vi skiltes. Dem hyggede vi os rigtig meget med – og det var også drengenes første legekammerat på turen. Louise og Peter faldt helt i humor-hak og vi fik både grinet og ikke mindst SPIST en masse ;-)

En af de ting, der har fået os til at tænke er deres ”ikke-sikkerhed” og ikke-bekymring. Ikke fordi vi hører til de mest bekymrede eller pro-sikkerheds typer, men i forhold til thai’erne er vi verdensmestre i både bekymring og sikkerhed. De kører rask væk hele familien ud i den vanvittige trafik far-mor-børn på EN knallert – uden styrthjelm... det er en del af gadebilledet. At børnene løber og leger i kanten af vejen med fodbold osv. Det havde aldrig gået hjemme... De har gadekøkkener over alt, hvilket betyder at folk sidder sammen på gader og stræder og spiser og hygger og der dufter herligt af mad overalt... det var helt sikkert også lukket af sundhedsmyndighederne hjemme. De har store markeder med frugt, kød, grøntsager, krydderier m.v. hvor folk samles til deres indkøb og får sig en sludder og prutter om prisen... vi har supermarkederne. Det virker som om at får man først alt den sikkerhed (som vi jo også sætter så stor pris på i trygge DK) ind af den ene dør, så lukker vi også bekymring ind af den anden dør. Vi kan ikke stoppe med at bekymre os... for alt. Efterhånden kan vi jo ikke slå en prut uden at bekymre os om sikkerhed. Vi forsikrer os alt - mod alderdom, mod råd og svamp, invalidering – ja kort sagt alt!

Har det taget overhånd????


En anden slags stress har vi så ved at skulle omstille os hele tiden, finde steder at bo (har kun været ved at blive "skilt" et par gange på vores turne), hvor kan vi spise, hvad koster alt ting og bliver vi snydt? Kan vi regne med det folk siger? Hvordan kan vi gøre os forståelige, når de ikke forstår engelsk? Osv.

Der er altså også noget skønt og dejligt ved trummerum – selvom det bl.a. er det vi er ”flygtet” fra. - paradoksalt ;-) Savnet er til at bære, men vi savner jer alle sammen og ville egentlig ønske at vores besøg hjemmefra havde ligget lidt i starten også, hvor alting er nyt og tilvænningen til alt det nye er sværest. Vi ELSKER Skype og internettet;-)

Mange tanker bliver tænkt og tid har vi masser af. Et privilegium som vi hele tiden husker os selv på... for eventyr bliver også en slags hverdag – sjovt nok!

Nok herfra. Skriv snart! Email: familiendyhr@gmail.com eller en kommentar på bloggen (klik på ”Comments”): www.familiendyhr.blogspot.com

Knus og kærlighed fra


Charlotte, Peter, Lukas og Marcus