Saturday, February 24, 2007

Rejsebrev fra Thailand


Februar 2007

Kære venner!

Så er der efterhånden allerede gået halvanden måned og vores tur i Thailand synger på sidste vers. Vi skal om et par dage videre til Indonesien. Vi havde egentlig destination i Jakarta, men pga. oversvømmelse, så har vi lavet flybilletten om, så vi flyver direkte til Bali. Vi er i øjeblikket ved at finde en villa/bungalow ud til vandet, hvor vi kan bo den næste halvanden måned – eller i hvert fald bruge det som base og som vi kan vende tilbage til... planen på Bali er sol, strand, afslapning, dykkerture til Borneo, se delfiner, ombord på en træ skonnert i en uges tid – og ellers hvad der viser sig!

Vi tror vi er ved at være helt nede i tempo nu... ved at vænne os til livet i rygsækken og på landevejen... og det HAR været lidt af en omvæltning og tilvænning – specielt for mig, der selvfølgelig også havde pakket alt det forkerte back-packer udstyr. Har måtte sende 10 kilo retur til DK og købe et par småting, såsom shorts, gode sko, kasket mv. Det er utroligt som hvert nyt skift giver fornyet energi til flere eventyr. Men vi har også fundet ud af, at vi har brug for meget mere hvile end vi troede og færre dagsordener. Tror måske også det hænger sammen med, at når vi endelig slapper af og ikke har travlt eller brug for at have travlt, så slår kroppen fra og reagerer med det samme når vi så prøver at proppe mange ting ind på en dag. Vi behøver det jo ikke – og vi skal jo ikke opleve det alt sammen inden for de første to måneder.

Alt er en balance... også livet med drengene 24 timer i døgnet – og tæt! Det er på en og samme tid det mest fantastiske og den bedste investering vi har gjort OG så sindsyg hårdt at være ”på” hele tiden med alt hvad der fører med sig af brødre-kriser, opdragelse og forskellige behov og forventninger. Vi prøver også her at lave en balance og børne/voksen tid, så der er plads til os alle. Godt vi ikke rejste med små børn – py-ha bliver helt svedt ved tanken! Men by the end of the day – så synes vi begge at det er det bedste vi har gjort og føler os totalt privilegerede - og nyder hvert sekund... med og uden kriser ;-))

Vi føler jo at vi har været væk rigtig lang tid... og alligevel har vi stadig ikke fundet en hverdag... for alting er nyt og spændende – og anderledes og forvirrende! Hver dag spørger vi os selv: Hvad skal vi lave? Hvad har vi lyst til? Hvordan kan det arrangeres? – og så tager vi af sted. Her skal man ikke vente på noget. Har du lyst til at komme af sted går du ud på vejen og der er 100 taxier eller tuk-tuk’er der kører forbi og som stopper ved det mindste vink. Vil du have ordnet negle, hår eller få en gang massage (det er så billigt at det bare er noget man må gøre TIT) – så går du bare derhen og får det gjort. Vil du en tur i junglen, ride elefanter, køre ræs i firhjulstrækker eller hvad som helst, så ringer du bare og de kommer og henter dig! På den måde bliver livet hurtigt fra minut til minut eller mere fra dag til dag. Vi ser, hvad der sker – og sker det ikke i dag, så sker det måske i morgen!

Vi har allerede oplevet en hel masse, se evt. Vores webblog med lidt billeder www.familiendyhr.blogspot.com - den prøver vi at holde opdateret – og håber at familie og venner får lyst til også at skrive til os om livet i DK, nye beslutninger, nyheder eller andet godt hjemmefra.

Det største ved turen er og bliver det at være sammen hele tiden og vi kan allerede mærke hvordan det har påvirket vores forhold til hinanden - og ikke mindst drengenes forhold. Men ellers har oplevelse nr. 1 til nu været vores besøg i flygtningelejren ved Burmas grænse. De skønne mennesker som man ikke kan lade være med at holde af og vi har et par dage haft lejlighed til at have andagt med dem og synge sammen. Peter har undervist, hvilket de var rigtig glade for – faktisk har de inviteret ham tilbage og spurgt om ikke han kan undervise en 3-ugers tid. Det bliver ikke i denne omgang, men hvem ved!?! Vi har mødtes med de mest utrolige brændende danskere, der brænder for Thailand, de fattige, forældreløse og alle dem der bor i Ingenmandsland ved Burmas grænse. Fantastisk, hvad de gør – uden løn og bare fordi de ikke kan lade være med at hjælpe! Det er altid fascinerende at møde den slags mennesker.

Vi har mødt Viggo, der har arbejdet med mission i mere end 35 år og som nu, som folkepensionist stadig har gang i en masse projekter, som han rejser rundt til – men bor nu i Grindsted med sin kone. Så mødte vi Lis, Bruno og deres søn Kristian, der bor og arbejder med forældreløse børn i Chang Mai. De har solgt deres hus i Danmark og flyttet hertil – kun med deres efterløn.. men den kan man også leve rigtig godt af hernede. Så har vi mødt musikprofessor Jack og hans kone Lois der begge kommer fra San Diego og en rig kirke med 6000 medlemmer. De er her for at finde projekter som kirken kan støtte. Lois har lavet fundraising i mere end 20 år og prøver nu at finde egnede projekter her til hendes menighed. Vi har mødt et skønt dansk par Lotte og Peter med deres dejlige drenge Albert og Oscar. Dem mødte vi på utrolig vis i en lille flække på øen Koh Tao og igen senere i Krabi – helt tilfældigt! Drengene fik nogle legekammerater og vi hyggede os rigtig meget med Lotte og Peter. Vi glæder os til at mødes igen i Danmark. Vi mødte Iben, Anders og Fillippa fra Århus, der fortalte os alt om det nordlige Thailand og hvad vi skulle forvente os. Anders fik alt drengenes respekt da de fandt ud af, at det er Anders der har optaget og lavet filmen om den trænede Ørn (vist på DR). Vi har mødt Louise og Kim fra Grenå og deres skønne 3-årige Oscar, som vi har savnet siden vi skiltes. Dem hyggede vi os rigtig meget med – og det var også drengenes første legekammerat på turen. Louise og Peter faldt helt i humor-hak og vi fik både grinet og ikke mindst SPIST en masse ;-)

En af de ting, der har fået os til at tænke er deres ”ikke-sikkerhed” og ikke-bekymring. Ikke fordi vi hører til de mest bekymrede eller pro-sikkerheds typer, men i forhold til thai’erne er vi verdensmestre i både bekymring og sikkerhed. De kører rask væk hele familien ud i den vanvittige trafik far-mor-børn på EN knallert – uden styrthjelm... det er en del af gadebilledet. At børnene løber og leger i kanten af vejen med fodbold osv. Det havde aldrig gået hjemme... De har gadekøkkener over alt, hvilket betyder at folk sidder sammen på gader og stræder og spiser og hygger og der dufter herligt af mad overalt... det var helt sikkert også lukket af sundhedsmyndighederne hjemme. De har store markeder med frugt, kød, grøntsager, krydderier m.v. hvor folk samles til deres indkøb og får sig en sludder og prutter om prisen... vi har supermarkederne. Det virker som om at får man først alt den sikkerhed (som vi jo også sætter så stor pris på i trygge DK) ind af den ene dør, så lukker vi også bekymring ind af den anden dør. Vi kan ikke stoppe med at bekymre os... for alt. Efterhånden kan vi jo ikke slå en prut uden at bekymre os om sikkerhed. Vi forsikrer os alt - mod alderdom, mod råd og svamp, invalidering – ja kort sagt alt!

Har det taget overhånd????


En anden slags stress har vi så ved at skulle omstille os hele tiden, finde steder at bo (har kun været ved at blive "skilt" et par gange på vores turne), hvor kan vi spise, hvad koster alt ting og bliver vi snydt? Kan vi regne med det folk siger? Hvordan kan vi gøre os forståelige, når de ikke forstår engelsk? Osv.

Der er altså også noget skønt og dejligt ved trummerum – selvom det bl.a. er det vi er ”flygtet” fra. - paradoksalt ;-) Savnet er til at bære, men vi savner jer alle sammen og ville egentlig ønske at vores besøg hjemmefra havde ligget lidt i starten også, hvor alting er nyt og tilvænningen til alt det nye er sværest. Vi ELSKER Skype og internettet;-)

Mange tanker bliver tænkt og tid har vi masser af. Et privilegium som vi hele tiden husker os selv på... for eventyr bliver også en slags hverdag – sjovt nok!

Nok herfra. Skriv snart! Email: familiendyhr@gmail.com eller en kommentar på bloggen (klik på ”Comments”): www.familiendyhr.blogspot.com

Knus og kærlighed fra


Charlotte, Peter, Lukas og Marcus

No comments: